De fire lørdage i september 2022 er det muligt at komme på vandring i den skønne natur omkring Birkelund Camping & Outdoor. Det er helt gratis at komme med ud og opleve naturen i engene, opleve dyrelivet langs Skjern Å og skovens dybe stille ro.


Første tur er på cirka 9,3 km kalder jeg for ”Et kort stykke langs Skjern Å” og går via Kyvling og Tarm Bybæks Grødeplads.


Den anden lørdag skal vi gå et lidt længere stykke langs åen. Turen går ud til Pumpestation Sydøst og hjem via Blåkilde. En del af turen på cirka 12 km går ad trampesti langs åens bred. Turen vil muligvis blive afkortet; hvis vi får regn vil det være for vådt at gå langs åen i almindeligt fodtøj.


Teksten fortsætter under billederne



Lørdag den 17. vover vi os ud på en lidt længere tur på knap 21 km. Vi kommer til at gå i en stor trekant, hvor de to af spidserne er Kong Hans' Bro og Lundenæs-broen. De er Danmarks to største træhængebroer. Hjemturen går gennem kommuneplantagen.


På den sidste tur skal vi ud i engene. Vi holder en god pause ved Pumpestation Nord, så de interesserede kan studere den lille udstilling om naturgenopretningen af Skjern Å. Videre går turen med Trækfærgerne over åen og videre ad trampesti langs bredden frem til Lønborg, hvor der ved kirken er en fantastisk udsigt over engene. Turen er på cirka 22,7 km.


Alle er velkomne til at deltage i vandreturene. Tilmelding er ikke nødvendigt. Det er bare at møde op på parkeringspladsen ved Birkelund Camping & Outdoor. Det er gratis at deltage. Alle lørdagene er det kl. 9 vi mødes.