Tarm


Historie


Tarm har cirka 4.000 indbyggere. Byens navn har intet at gøre med de indre organer, men kommer i stedet fra den geografiske betegnelse for den gamle placering, hvor tarm betyder et langt, smalt landareal. I den nordlige ende af byen er der fundet rester af to vikingegårde af Trelleborg-typen. Byen stammer tilbage fra 1400-tallet og var i flere hundrede år handelssted på drivruten for kvæg fra Limfjorden til Nordtyskland.


Den nuværende by blev dog opbygget omkring 1850 og voksede særligt, da jernbanen kom til Tarm i 1875.


Hattemagerens Hus er det ældste hus i Tarm og fungerer i dag som museum under fusionsmuseet Ringkøbing-Skjern Museum.


Aktivt handels- og erhvervsliv


Tarm har et aktivt handels- og erhvervsliv, og de gamle handelstraditioner holdes i hævd ved et ugentlig marked i sommermånederne. Markedsdagene, der er Vestjyllands største, foregår med deltagelse af både lokale kræmmere og kræmmere langvejs fra.


I Tarm findes et fint udvalg af forretninger. Brugsen ligger i gåafstand fra campingpladsen. Ellers finder du to store supermarkeder, tøjbutik, restauranter, pizzeriaer, bank med hæveautomat, samt flere genbrugsbutikker. Ikke mindst finder du en særdeles velassorteret outdoor-forretning med alt i udstyr til det aktive udendørsliv.


Den dykkende Dame finder du i midtbyen tæt på bageren og stationen


Kunst og kultur


I Tarm er du tæt på flere spændende kunstværker.


Tæt ved campingpladsen finder du en keramiker. Hun har en lille hyggelig butik i sin kælder. Efter aftale kan du selv prøve at dreje en kop på værkstedet. Nogle af hendes varer bliver solgt i kiosken på campingpladsen. I samarbejde med DSM Keramik er der lavet kopper som souvenirs for Birkelund Camping & Outdoor.


Tarm har også et kulturhus, hvor der finder en række koncerter og foredrag sted. I forbindelse med kulturhuset finder du også Escape Room – bliv lukket ind i et rum med koder og opgaver, der skal løses inden for et fastlagt tidsrum – som at være midt i et adventure-spil.


Ad den sorte Kløversti-rute kommer du ved Skjern over Skjern Å ad gangbroen Kong Hans' Bro


Aktiv


Idrætscentret i Tarm har mange tilbud til den aktive familie blandt andet svømmehal med varmtvandsbassin, 60 meter vandrutsjebane og fitnesscenter. Ved idrætscentret finder du Vestjyllands første padelbane. Banen kan lejes af alle. Ved siden af idrætscentret ligger Tarm Bowling & Fritidscenter.


En årlig tilbagevendende begivenhed i Tarm er Ladywalk. Ladywalk finder altid sted hvert år den sidste hverdagsmandag i maj. Der er to ruter på henholdsvis 7 og 12 km.


Vil du cykle, løbe eller gå en tur i og omkring Tarm, så anbefales den sorte Kløversti-rute. Sæt kursen fra campingpladsen ad landevejen mod byen. Få hundrede meter efter at du har passeret byskiltet viser en lille pil til venstre ad Elmevej. Du kan eventuelt lave en afstikker, som også er markeret med pile, til Kong Hans’ Bro og Skjern. I plantagen øst for byen er det i efteråret rigtig godt at plukke svampe. Ad ruten kommer du også forbi Tarms ældste hus Hattemagerens Hus, hvor der lejlighedsvist er åbent for besøgende. Ruten rundt er cirka 7 km, hvis du tager afstikkeren til Skjern cirka 12 km i alt.